FH Hovedstaden

Fejring af 150året for arbejderbevægelsens fødsel

Fredag den 15. oktober kan den danske arbejderbevægelse fejre 150 års fødselsdag. Kom og vær med til fejringen når Fagbevægelsen og Arbejdermuseet inviterer alle til faneoptog, sang og musik, quiz, varm gullaschsuppe og guld fra gemmerne.

Fredag den 15. oktober kan den danske arbejderbevægelse fejre 150 års fødselsdag. Bevægelsen blev dannet i 1871 som et opgør mod ulighed og udnyttelse og for bedre vilkår til lønmodtagerne.

Siden dengang har vi vokset os større og stærkere og betyder, at de fleste i dag får en ordentlig løn, ferie, pension, barsel mv. Der er fri og lige adgang til uddannelse, sundhed, ældrepleje og børnepasning. Men der er fortsat meget at kæmpe for og der er i dag – ligesom for 150 år siden – brug for, at arbejderne står sammen.

Så kom og vær med til at fejre den runde fødselsdag, når Fagbevægelsens Hovedorganisation og Arbejdermuseet den 15. oktober inviterer alle til faneoptog, sang og musik, quiz, varm gullaschsuppe og guld fra gemmerne.

Du kan læse mere om fejringen samt de dramatiske og spændende historier bag arbejderbevægelsens tilblivelse på fho.dk.

Program for optog*

07.00 Afgang fra Mølle Alle 26 i Valby. Vi stopper ved mestrenes laug og der gøres honnør i Søndermarken.

08.45 Honnør i Nyrupsgade 25, hvor blandt andre Smedesvendene hører hjemme.

09.45 Honnør i Murergade, hvor Murersvendene har deres stiftelse. Byggefagenes hornorkester Røde Horn spiller for.

11.15 Honnør ved Byggefagenes Hus, på Lygten 10, hvor der vil være frokost.

12.15 Afgang fra Byggefagenes Hus.

13.30 Ankomst i Faksegade 8. Alle er velkomne i Faksegade 8 til at markere den fælles stiftelse af arbejderbevægelsen og efterfølgende gå med ind til Arbejdermuseet. Husk at medbringe faner.

*Kræver tilmelding

Program for officiel fejring**

14.00 FH’s formand Lizette Risgaard, holder tale i Faksegade 8, hvor en større forsamling allerede befinder sig efter at have gået i optog fra Valby.

15.00 Optog med de historiske røde faner afgår fra Faksegade mod Arbejdermuseet i Rømersgade.

15.30 Optoget ankommer til Rømersgade

16.00 Arbejdermuseets kor og orkesteret Strejkedrengene underholder i Rømersgade. Suppekøkken for de sultne.

17.30 Børn kan tyvstarte på Kulturnatten med faneværksted og rettighedsquiz i Arbejdermuseet.

18.15 Arbejdermuseet slår dørene op for Kulturnatten for alle. Se bl.a. se den skinnende, nyrestaurerede festsal, oplev Slaget på Fælleden som lyd- og lysshow, syng med på Arbejdersangbogens klassikere, brodér paroler i korssting og hør museets eksperter fortælle om deres yndlingshistorier fra arbejderhistorien.

**Alle er velkomne