Beskæftigelse

Hvordan kan manglen på arbejdskraft overraske?

Når danske topchefer skriger på arbejdskraft er det nærliggende at spørge om de selv har forsøgt at komme manglen til livs, skriver Per Georg Olsen

På et førstehjælpskursus lærer man følgende: Stands ulykken, skab overblik, tilkald hjælp, giv førstehjælp.

Når topchefer blandt Danmarks 1000 største virksomheder skriger på arbejdskraft i en sådan grad, at mange er nødt til at sige nej til nye ordrer, er det vel rimeligt at spørge ind til, om den stigende mangel på arbejdskraft er en overraskelse for disse topchefer.

Det er vel også rimeligt samtidig at spørge, hvad de samme højtbetalte chefer, så har foretaget sig igennem de sidste 10-20 år, hvor vi har drøfte denne her udfordring?

Har topcheferne ydet førstehjælp eller har de bare passeret ulykken i firmabilen med nedsat fart og undret sig?

Har disse højtbetalte topchefer taget flere lærlinge? Har topcheferne sikret uddannelsesplaner for deres medarbejdere? Har topcheferne og deres organisationer været aktive i de regionale arbejdsråd med forslag til planer, som kunne afhjælpe mangelsituationen? Har de taget ansvaret på sig, eller har de svigtet deres ansvar over for virksomheden og medarbejderne ved blot at konstatere ulykken, i en forventning om, at det må der da være nogle andre mennesker, som tager sig af?

Tre ben

Erhvervs-, beskæftigelses- og uddannelsespolitik hænger sammen i en trekant ligesom ilt, varme og brandbart materiale på førstehjælpskurset i brandslukning. Fjerner du en af tingene, går ilden ud. Det samme sker for livet i erhvervene. Fjerner du et ben i erhvervs-, beskæftigelses- eller uddannelsespolitikken, så bliver der koldt i stedet for varmt.

Har de højtbetalte chefer tilstrækkeligt blik for dette? Eller er de kun kommet til det ene ben i brandtrekanten: Erhverv og vækst, mens de ser helt bort fra de to andre ben: Beskæftigelses- og uddannelsespolitikken?

Herfra en anbefaling til topcheferne om at rive nogle dage ud af kalenderen og tage på et førstehjælps- og brandkursus. Det er godt at kunne førstehjælp når ulykken sker.

Dette debatindlæg af Per G. Olsen blev bragt i Altinget:Hovedstaden 21. juni 2021