3F, FOA, Dansk Metal, NNF, SOS Racisme og Dansk Magisterforenings Antiracistiske Netværk markerer i år FN’s internationale dag mod racisme med et virtuelt og gratis arrangement den 21. marts 2021 kl. 13.00-15.30.
Arrangementet er åbent for alle, og I er meget velkomne til at dele budskabet og linket til eventet.
Man kan holde sig orienteret om programmet og markere deltagelse via dette link, hvorfra arrangementet vil blive streamet live: Medmenneskelighed – FN’s internationale dag mod racisme 2021
Om arrangementet og baggrund for dagen
I 1966 erklærede FN den 21. marts som dagen for bekæmpelse af racistisk diskrimination. Det blev denne dag, fordi politiet den 21. marts 1960 dræbte 69 mennesker ved en fredelig demonstration i byen Sharpeville, Sydafrika.
I Danmark oplever folk stadig diskrimination og racisme – både på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum. Det kan vi se ved, at etniske minoriteter skal sende 50% flere ansøgninger for at blive indkaldt til samtale, og dette stiger til 60% flere, hvis man er tørklædebærende.
Det kan og skal vi lave om på – og det er en forandring, som den danske fagbevægelse er engageret i, da alle mennesker i Danmark skal have mulighederne for et godt og anstændigt arbejdsliv.
Det vil derfor være med fokus på at modvirke racisme og diskrimination på arbejdspladsen under temaet: ”Hvordan sikrer vi mangfoldig rekruttering?”
Arrangementet byder blandt andet på indlæg ved Adjunkt Mira Sadegård, som bl.a. vil komme ind på, hvordan man i rekrutteringsprocessen overkommer egen bias. Derudover, vil der være sang samt refleksioner af kunstneren Isam B, og i en paneldebat om mangfoldighed på danske arbejdspladser, vil man opleve Europa-Parlaments politiker Marianne Vind, forbundssekretær hos 3F Søren Heisel og forkvinden for Rådet for Etniske Minoriteter Halima Al Abassi. Derudover vil der være personlige beretninger, inspirerende dialog, taler af forbundspolitiker Pia Heidi Nielsen (FOA) og næstforkvinde Majbrit Berlau (FH). Der vil under arrangementet blive lagt op til engagerende debat om, hvorledes vi sammen skaber en mere mangfoldig arbejdsplads.